Tilbage til kunder

Triofrugt

Triofrugt

Triofrugt forventer at drage fordel af Columbus’ nøglekompetencer inden for NAV og fødevarebranchen, når Columbus integrerer Systemhosting, der i dag driver og udvikler grøntfirmaets NAV-løsning.

Når du tager en bid af et æble, snitter hvidløg til pastaretten eller bestiller middag til familiefesten, er der en god sandsynlighed for, at råvarerne har været en tur omkring Triofrugt først. Den århusianske virksomhed videresælger frugt og grønt fra leverandører verden over til grossister og supermarkedskæder.

Og man er – som andre virksomheder i fødevaresektoren – afhængig af at være opdateret på produktkvalitet og leverancer.

 

Afgørende at NAV’en kører døgnet rundt – året rundt

”Vi kører en ældre Dynamics NAV, der skal fungere og være tilgængelig døgnet rundt, året rundt. Dels for at have 100% styr på ordrer og leverancer, dels for at kunne sætte ind, hvis der fx findes colibakterier eller pesticidrester i et parti grønt, som lynhurtigt skal spores og kaldes retur”, forklarer administrationschef Lars Nikolajsen, Triofrugt.

”Som mindre virksomhed – vi har 36 ansatte, hvoraf langt de fleste er på lageret – har vi ikke ressourcer til selv at drive IT-installationer, vedligeholde tekniske spidskompetencer og rode med hardware. Så det er afgørende med en troværdig NAV- og hostingpartner, der er klar til at hjælpe, når det brænder på, og systemerne af en eller anden grund ikke kører optimalt. Det har vi nu gennem en del år haft i Systemhosting, og det tror jeg bestemt fortsætter, når Columbus overtager deres forretning. Endda med den tillægsfordel at Columbus har særlige kompetencer inden for fødevarebranchen”, siger han.

 

Som en velfungerende IT-afdeling i huset

Oprindelig overtog Systemhosting NAV-drift og support efter en anden IT-virksomhed. De havde både rodet vel meget rundt i NAV-koden, så systemet ikke kørte særlig godt – og leverede ikke den support, Triofrugt havde behov for.

”Det fik Systemhosting rettet op på. De udarbejdede en professionel og troværdig plan, som de fulgte, og i dag kører vores NAV-installation langt bedre og støtter bedre op om vores processer. De foretager løbende tilretninger og finder i reglen altid en god løsning, selv om vores ERPplatform er af ældre dato og har mange unikke tilpasninger”, bemærker Lars Nikolajsen.

”Når der er akutte og kritiske problemer, sætter de ind med det samme – og det sætter vi virkelig pris på. Men ellers samler de ikke-kritiske opgaver sammen og løser dem i et tilfredsstillende tempo. Det er meget fleksibelt og faktisk som at have en velfungerende IT-afdeling i huset”, tilføjer han.

 

Columbus-samarbejde kan styrke proces og forretning

Men selv om Lars Nikolajsen er glad for samarbejdet med Systemhosting, så ser han med positive øjne på, at den lille partnervirksomhed overtages af Columbus.

”For os er det kun en fordel. Vi fortsætter med samme høje og personlige serviceniveau, som vi er vant til, og når vi – sandsynligvis i løbet af et års tid – skal til at have ny NAV, kan vi trække på Columbus’ specialdesignede NAVløsning til fødevaresektoren. Det vil sandsynligvis spare os for en del tid og penge sammenlignet med at skulle udvikle alt fra bunden en gang til”, siger han.

”Endelig kan vi drage fordel af, at Columbus ved rigtig meget om sådan nogle som os. Så jeg satser helt sikkert på, at det er en fordel at kunne trække på deres brancheerfaring og viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker i fødevarebranchen. Det vil potentielt kunne have en lang række positive effekter på den måde, vi driver vores processer og forretning på.”

 

Download kundehistorie

Kategorier Fødevare, Microsoft Dynamics NAV