Tilbage til nyheder

Karrierestigen rulles ud: Når vejen fra talent til leder ikke er så lang

10 august, 2017
News

Hvert år starter mellem 20 og 30 personer på en særlig intern uddannelse hos it-virksomheden Columbus. Målet er at gøre dem til flyvefærdige konsulenter på blot ti måneder. Uddannelsen er attraktiv, men kun få får chancen.

En artikel af Henrik Boye Ebbesen, AS3 Transition Blog

Det koster oftest rigtig mange penge at finde den helt rigtige medarbejder. Det ved de hos it-virksomheden Columbus, der hvert eneste år skal udvide medarbejderstaben for at kunne opfylde målet om øget vækst.

Derfor har Columbus gennem flere år kørt et internt uddannelsesprogram, ’Columbus Graduate Program’, hvor en gruppe særligt udvalgte dimittender eller forholdsvis nyansatte medarbejdere får specialtræning. Målet er, at deltagerne efter et ti-måneders forløb er klar til at varetage en konsulentstilling i virksomheden.

Thomas Honoré, topchef i Columbus, fortæller, at programmet lige nu kører i fire forskellige lande, bl.a. Danmark og USA. Hovedparten af deltagerne er dimittender fra et universitet, og dem finder Columbus over hele verden.

”På universiteterne kører vi målrettede kampagner mod studerende på sidste år, hvor vi fortæller om vores virksomhed og de karrieremuligheder, vi kan tilbyde,” forklarer Thomas Honoré.

Columbus oplever en stor interesse for at komme ind på programmet. I første omgang indkaldes dem med potentiale til at blive Columbus-medarbejdere til en boot-camps, der afvikles henover tre dage. Her testes deltagerne i forskellige discipliner.     

”De får nogle ret krævende opgaver, både individuelle test og gruppeopgaver, hvor de skal arbejde sammen om udvalgte cases. Og efter de tre dage kan vi se, hvilke talenter der skiller sig ud fra mængden. Og dem giver vi chancen for at blive en del af Columbus-holdet,” siger Thomas Honoré og fortæller, at cirka to tredjedele af deltagerne sies fra undervejs, indtil mellem 20 og 30 personer er tilbage.

Flere kompetencer i spil

Dem, der i sidste ende får en plads på ’Columbus Graduate Program’, vælges ikke kun ud fra faglige kvaliteter. Personlige karaktertræk tæller også:

”En konsulent hos Columbus skal være udadvendt, kommunikerende og opsummerende. Og så er det vigtigt at have evnen til at kunne sætte sig ind i andres virkelighed. De skal med andre ord være empatiske,” siger Thomas Honoré, der også betoner, at forståelse for forretning vægtes højt.

Udover de personlige karaktertræk skal dimittenden som minimum have en universitetseksamen på enten bachelor- eller kandidatniveau med i bagagen.

”Men det er ikke nogle bestemte uddannelsesretninger, vi går efter. Vi har kunder i flere forskellige brancher, så derfor går vi også efter dimittender fra mange studieretninger. Vi har eksempelvis en forstkandidat ansat,” siger han.  

Kvalitetsniveauet på de enkelte, nationale universitetsuddannelser er ifølge Thomas Honoré stort set den samme i det meste af verden.

”Så på den front, er det egentlig ligegyldigt, om vi finder dimittenderne i Litauen, Indien, England eller Danmark,” forklarer han.

Skal med på interessante projekter

Thomas Honoré oplever, at de personer, der deltager i programmet, alle er ekstremt ambitiøse.

”Derfor skal vi som virksomhed være i stand til at motivere dem, dels mens de er under oplæring, men også når de er færdige på programmet. Og det gør vi ved at give dem mulighed for at arbejde med nogle spændende og udfordrende projekter. For det er det enkelte projekts omfang og kompleksitet, der motiverer dem,” forklarer Thomas Honoré, der også ser en bemærkelsesværdig udvikling i yngre medarbejderes krav til arbejdspladsen. 

”De yngre generationer har oftest en forventning om færre regler på arbejdspladsen. De vil have større valgfrihed i forhold til projekter samt arbejdstid og -sted. Og hvis de vil arbejde på en bestemt slags udstyr, fx Ipads, så forventer de at få lov til det.”

Programmet har skabt flere ledere

I den tid, hvor ’Columbus Graduate Program’ har kørt, har rekrutteringsformen vist sig at give bonus for virksomheden.

”Vi har lavet flere beregninger på programmet, og økonomien hænger rigtig godt sammen. Deltagerne i programmet får en lavere løn undervejs, men kan rigtig meget, når de er færdige – og først der stiger de i løn,” siger Thomas Honoré.

Når han ser rundt på sin medarbejderstab, kan han med tilfredshed notere, at mange ansatte, der tilhører en tidligere årgang af ’Columbus Graduate Program’, i dag sidder på væsentlige poster i virksomheden.

”Stort set hele topledelsen i vores russiske forretning består i dag af personer, der kommer fra ’Columbus Graduate Program’.”

Kategorier Corporate, Leadership

Related News

10. august, 2017
It-topchef på international talentjagt: ”Hvis vi ikke formår at vokse i denne branche, ender vi med at blive irrelevante”

Ingen kender verden om bare to år - og slet ikke de teknologiske sider af virkeligheden. Men det synes dog at være sikkert, at digitalisering og automatisering er kommet for at blive. Det skaber vækst i it-branchen, og derfor er softwarevirksomheden Columbus på udkig efter flere medarbejdere. Og det sker med hele verden som rekrutteringsplads.

Kategorier Corporate, Leadership

10. august, 2017
Talenter udvikles ikke i comfort-zonen: ”Du ved jo ikke, hvordan du reagerer, når alles øjne hviler på dig og et projekt afhænger af, om du formår at samle trådene.”

Ambitiøse. Videbegærlige. Forretningsorienterede. Sådan beskrives de personer, der får plads på talentprogrammet ’Columbus Graduate Program’ hos it-virksomheden Columbus. Litauiske Solveiga Jagminaite er en af de få, der slap gennem nåleøjet og fik en eftertragtet plads.

Kategorier Corporate, Leadership