Tilbage til nyheder

Columbus fastholder omsætningsvækst

07 november, 2018

Columbus fortsætter fremgangen og leverer omsætningsvækst på 52% og vækst i EBITDA* på 22% i årets første 9 måneder. Opkøbet af iStone og HiGH Software samt salg af Columbus Software driver væksten.

Ballerup, den 7. november 2018: Med en omsætningsstigning på 52% (DKK 1.381 mio.) og EBITDA*-vækst på 22% (DKK 119 mio.) i Q3 YTD leverede Columbus tre stærke kvartaler i træk.

Omsætningsvæksten var primært drevet af opkøbet af iStone, som Columbus annoncerede den 2. januar 2018 og opkøbet af HiGH Software den 9. januar 2018 samt af en markant fremgang i salget af Columbus Software. Stigningen i EBITDA er ligeledes drevet af de nævnte opkøb og salget af Columbus Software.  

”Columbus viser stor fremgang i årets første 9 måneder, hvor opkøbet af iStone betyder en markant vækst i omsætning og indtjening. Samtidig viser vi flot fremgang i vores strategiske forretningsområder som Columbus Software, Columbus Care og cloud services, som samlet set betyder at vi fortsat leverer et tilfredsstillende resultat”, siger koncernchef i Columbus, Thomas Honoré.

Stærk fremgang i salget af Columbus Software
Salget af Columbus Software voksede med 34%. Det er både salget af Columbus’ eksisterende software portefølje og HiGH Softwares portefølje indenfor udlejnings- og leasingløsninger der vokser. Konverteringen til cloud fortsætter og salget af Columbus’ egne cloud softwareprodukter viser flot fremgang i et marked i vækst.

Travlhed giver vækst i serviceforretningen  
Serviceomsætningen steg med 72% i årets første halvår (DKK 1.063 mio.). Væksten er primært drevet af opkøbet af iStone og HiGH Software og sekundært af en generel travlhed i serviceforretningen. Columbus Care-services leverer markant fremgang på 49%. Columbus Care sikrer høj tilgængelighed af virksomhedens kritiske applikationer og infrastruktur, og er et område med stærkt øget efterspørgsel fra Columbus’ kunder.

Stigning i tilbagevendende omsætning
I første halvår steg tilbagevendende omsætning med 26% og udgør således 22,5% af den samlede omsætning i Columbus. Fremgangen er primært drevet af de nævnte opkøb, vækst i Columbus Care og øget salg af cloud-services. Tilbagevendende omsætning baserer sig på en længerevarende kunderelation og består af Columbus Software-abonnementer, eksterne softwareabonnementer, cloud- og Columbus Care-kontrakter.

Columbus fastholder forventninger til 2018
Columbus fastholder de tidligere udmeldte forventninger til 2018 med omsætning i niveauet DKK 2 mia. og EBITDA* i niveauet DKK 200 mio.

Kontakt for yderligere information
Communications Director
Tine Rasmussen
tra@columbusglobal.com 
+45 29 69 06 77 

 

*EBITDA før aktiebaseret aflønning

 

Læs børsmeddelelsen her:


5 CIO Concerns