Columbus’ regnskab for 2017 viser en succesfuld eksekvering af Columbus2020-strategien med 2% omsætningsvækst og 18% vækst i nettoresultat.
København, den 15. marts 2018: Med en omsætningsstigning på 2% (DKK 1,2 mia.), EBITDA* vækst på 3% (DKK 149 mio.) og en vækst i nettoresultat på 18% (DKK 96 mio.) leverede Columbus en tilfredsstillende eksekvering af Columbus2020 strategien i 2017, der handlede om kundetilfredshed, cloudkonvertering og innovation.
”Vi er tilfredse med resultatet for 2017 hvor vi voksede vores forretning samtidig med at vi udviklede og solgte en lang række nye cloudbaserede løsninger, der hjælper vores kunder i den digitale transformation. Resultatet har vist at Columbus kan levere på vores vision om vækst og innovation i et marked der bevæger sig lynhurtigt”, siger koncernchef i Columbus, Thomas Honoré.
Omsætningsvæksten var primært drevet af den spirende cloudforretning, vækst i serviceforretningen samt opkøb foretaget i 2016 og 2017. Stigningen i EBITDA er primært drevet af forbedring i profitabiliteten i serviceforretningen, der steg med 19%.
”Jeg er særligt tilfreds med udviklingen i salget af Columbus Care services, der voksede med 43%. I takt med at kundernes applikationer ligger i skyen bliver sikker drift et endnu vigtigere konkurrenceparameter for os, og det et netop det Columbus Care sikrer. Kombineret med vores branchekompetence og cloud-forretningsapplikationer kan vi tilbyde vores kunder en meget stærk løsningsportefølje”, siger Thomas Honoré.
Succesfuld eksekvering af Columbus2020
I 2017 fortsatte Columbus eksekveringen af Columbus2020 som planlagt. I 2017 havde Columbus specielt fokus på at forbedre kundetilfredshed og kundeloyalitet, og i løbet af året er antallet af loyale kunder øget betydeligt. I løbet af 2017 lancerede Columbus en række nye services indenfor Application Management og Infrastructure Management, som betyder at Columbus nu kan supportere kundens totale applikations- og it-infrastruktur. Med konverteringen af Columbus’ softwareportefølje til cloudbaserede løsninger og udvikling af nye cloudservices er Columbus i dag blandt markedslederne i at implementere og supportere cloudbaserede forretningsapplikationer.
Columbus’ køb af iStone øger omsætning med 50%
Columbus startede 2018 med at gennemføre opkøbet af den nordiske it-service virksomhed iStone og øger dermed med ét slag omsætningen med 50%. Med købet af iStone træder Columbus ind på det svenske marked og bliver samtidig markedsledende indenfor forretningsapplikationer og it-services til udvalgte brancher i den nordiske region. iStone tilfører Columbus mere end 600 højt kvalificerede medarbejdere fordelt på kontorer i 12 lande, og Columbus udvider dermed sit globale fodaftryk.
Columbus justerer de langsigtede forventninger
Med opkøbet af iStone og HiGH Software (2. januar 2018) træder Columbus ind i 2018 med en række nye muligheder for at vokse forretningen, og har samtidig taget et stort skridt i at nå de finansielle målsætninger for 2020. Opkøbet af iStone betyder at Columbus vil fokusere på at vokse den organiske forretning og dermed forventer at kunne levere en gennemsnitlig organisk omsætningsvækst på 3-5% om året. Columbus forventer ligeledes at levere en EBITDA margin på 11% mod 2020. I 2018 forventer Columbus en omsætning i niveauet DKK 2 mia. og EBITDA* i niveauet DKK 200 mio.
”2018 bliver et spændende år for Columbus, hvor succesfuld integration af iStone står øverst på vores agenda. Columbus og iStone er et perfekt match både forretningsmæssigt og kulturelt, og sammen vil vi skabe endnu større værdi for vores kunder. Samtidig vil vi have fokus på fortsat at udvikle vores forretning med nye innovative løsninger og services der hjælper vores kunder i den digitale transformation,” siger Thomas Honoré.
Columbus2020 – vejen til vækst Columbus annoncerede i marts 2016 den femårige strategi Columbus2020 med det klare mål at være den foretrukne forretningspartner, der hjælper vores kunder med at øge værdien af deres ERP-investering og leder dem i den digitale transformation af deres forretning. Columbus2020 fokuserer på fire strategiske elementer; Customer Success, Digital Leadership, Process Excellence og Our People.
Kontakt for yderligere information:
Communications Director Tine Rasmussen
tra@columbusglobal.com
+45 29 69 06 77
*EBITDA før aktiebaseret aflønning
Læs hele årsrapporten her.