<img src="https://secure.leadforensics.com/133892.png" alt="" style="display:none;">

Pressemeddelelse, København den 15. november 2023.

I tredje kvartal 2023 leverede Columbus endnu en gang en flot organisk toplinjevækst på 15% (korrigeret for opkøb og valuta) og fremgangen i driftsresultatet (EBITDA) blev på hele 28%. Der er nu skabt et solidt fundament for den kommende strategiperiode – New Heights – som især vil fokusere på et løft af profitabiliteten med et mål for EBITDA-marginen på 15% ved udgangen af 2026.  Columbus forventer i tillæg en gennemsnitlig årlig toplinjevækst på 10% i 2024-2026.

"Kvartal efter kvartal har vi leveret toplinjevækst, og det er et stærkt afsæt for vores nye vækststrategi – New Heights – hvor vi forventer at kunne levere en gennemsnitlig årlig vækst på 10% samtidig med at vi gradvist løfter profitabiliteten med et mål for EBITDA-marginen på 15% ved udgangen af 2026", udtaler CEO, Søren Krogh Knudsen.  

Strategisk vækstmål indfriet før tid

Fremgangen fortsatte i tredje kvartal, og Columbus leverede en samlet omsætning i de første ni måneder af året på DKK 1,1 mia. med en rapporteret vækst på 10% i danske kroner og 14% vækst justeret for opkøb og valuta. Columbus har dermed indfriet den langsigtede forventning i Focus23-strategien om 10% vækst ved udgangen af 2023.

Omsætningen i Q3 2023 steg med 11% til DKK 345 mio. og 15% korrigeret for opkøb og valutaudviklingen primært i Sverige og Norge. Columbus Sverige leverede en omsætningsvækst på 4%, men målt i lokal valuta voksede omsætningen med 16%. Den norske forretning er påvirket af markedsudfordringer og valutakurs, som betød et fald i omsætningen med 16%, som målt i lokal valuta var et fald på 4%.

Columbus’ engelske forretning leverede et imponerende Q3 med 50% vækst med ekstraordinær høj aktivitet i alle forretningsområder, og Columbus’ danske forretning fortsatte også fremgangen med en omsætningsvækst på 30% i Q3 2023.

ICY Security, som Columbus opkøbte i april 2023, tog de første spadestik til at ekspandere til Norge og Sverige i løbet af Q3 2023 og er i fuld gang med at opbygge en stærk salgsmuskel i de to markeder.

Columbus’ forretningsområder viste en flot Q3-vækst over en bred kam med 13% vækst i Dynamics, mens Data & Analytics voksede med 36% og Customer Experience & Engagement med 57%. Digital Commerce og M3 er påvirket af faldet i den svenske og norske valuta, som betød et fald på henholdsvis 5% og 7%, men målt i lokal valuta leverede forretningsområderne en vækst på henholdsvis 5% og 0,3%.

Driftsresultatet (EBITDA) steg med 28% til DKK 21 mio. i Q3 2023, svarende til en EBITDA-margin på 6,0% - et niveau som kan løftes yderligere, hvorfor løft af profitabiliteten er et fokusområde i den nye strategi.

Ny strategi – New Heights – med ambitiøse vækstmål

Med en succesfuld eksekvering af Focus23-strategien er Columbus nu klar til at levere på nye ambitiøse vækstmål. Columbus har i dag et stærkt fundament med en mere strømlinet og fokuseret forretning. Det skal der bygges ovenpå i New Heights ved at:

  • Forbedre rådgivningskompetencerne og styrke markedspositionen som digitale rådgivere
  • Fokusere på at øge kundeengagementet hos større kunder i Columbus’ nøgleindustrier; produktion, detail, fødevarer og Life Science
  • Bygge videre på vores globale leverancekapacitet og forbedre adgangen til nye talenter

"Vi har en høj kundeloyalitet i Columbus - 85% af vores kunder vælger at fortsætte deres partnerskab med Columbus år efter år, hvilket understreger vores evne til at levere høj kundeværdi. Det vil vi fortsætte med samtidig med, at vi vil holde øje med spændende opkøbsmuligheder indenfor nye og eksisterende serviceområder, og vi vil inkludere Life Science i vores nøgleindustrier", udtaler Søren Krogh Knudsen. 

Nye strategiske tiltag skal accelerere vækstambitionen

Columbus har identificeret tre strategiske områder, der skal drive den gennemsnitlige årlige forventning om toplinjevækst på 10%:

  • Tilføjelse af Life Science som nyt marked
    Columbus har de seneste år oplevet en øget efterspørgsel fra Life Science-virksomheder og servicerer allerede en række kunder i branchen med gode referencer som fx Bavarian Nordic. Derudover har Columbus stærke partnerskaber i branchen, som underbygger markedspositionen i Life Science.
  • Investering i nye services
    Columbus vil fortsætte med at investere i services, der supplerer den nuværende serviceportefølje og løser komplekse brancheudfordringer såsom ESG-compliance, behov for øget automatisering og nye forsyningskæder som følge af ændringer i verdensmarkedet.
  • Øge tilbagevendende omsætning
    Med transitionen til cloud oplever Columbus et stigende behov fra kunder om at tage ejerskab og administrere deres løsninger i skyen. Columbus’ ambition er at hjælpe kunder i alle områder af deres digitale transformation til cloud - og dermed øge tilbagevendende omsætning i driftsforretningen. 

15% EBITDA margin ved udgangen af 2026

Columbus vil de kommende tre år øge profitabiliteten og forventer EBITDA-margin på 15% ved udgangen af 2026. Det vil gøres ved:

  • Øget projektværdi, hvilket betyder højere prispunkter og bedre projektudførelse
  • Ændret leveringsmix i forhold til shoring og anciennitet vil forbedre marginerne
  • Effektivisering gennem bedre udnyttelse af tilgængelige kundevendte timer og større kundeengagementer 
  • Bedre udnyttelse af vores skalerbare model med øget global leverancekapacitet 

"Vi har en klar strategisk ambition om at styrke vores ledende position og være vores kunders foretrukne samarbejdspartner samtidig med at, vi plejer vores unikke medarbejderkultur. Vi er overbevist om, at de forskellige initiativer i New Heights vil være med til at skabe et endnu bedre Columbus både for vores kunder og medarbejdere", siger Søren Krogh Knudsen.

Interim Report Q3 2023 | Columbus A/S (columbusglobal.com)

New Heights strategimeddelelse (globenewswire.com)

 

Kommenter indlæg

Recommended posts

right-arrow share search phone phone-filled menu filter envelope envelope-filled close checkmark caret-down arrow-up arrow-right arrow-left arrow-down